Her er hvad du skal se efter:
* Af alle planeter er Neptun måske den mest arketypiske af flokken. Det er som om Neptuns opgave er at repræsentere den symbolske tilstedeværelse af noget guddommeligt eller evigt i vores hverdag. Dette betyder ikke, at alle de andre planeter ikke reflekterer evigheden på deres egen unikke måde (de er jo hver især reflekterende lys!), men uanset årsagen er Neptun en slags ambassadør for det numinøse, det æteriske og transcendente , det arketypiske og det imaginære på én gang. Det er vores møder med Neptuns transitter, for eksempel, der mest kraftfuldt understreger ånd/stof-forskellen. Verden uden ånd føles død, tør, og livet er ikke værd at leve (tænk for eksempel på den karakter, der spilles af Robin Williams i Dead Poets Society, der opmuntrer sine elever til at leve dybe og romantiske eksistenser). På den anden side kan Neptun repræsentere fristelsen til helt at tage afstand fra den materielle verden... at leve i en verden adskilt fra kroppen, adskilt fra den materielle virkelighed, fra naturen og fra vores sansers fakta. I denne forstand repræsenterer Neptun igen arketypen af det arketypiske. Vi har brug for et bevidst forhold til guderne, med fantasi, image og myte, men vi skal være forsigtige, for netop disse kræfter kan også rive os fra hinanden, oversvømme vores små skibe og desorientere os i den materielle verden.
* Når adskillige planeter, for ikke at nævne vores seneste fuldmåne og nu Nymåne, passerer gennem en opposition til Neptun, er det måske vigtigste spørgsmål, der kommer op, at gøre med vores forhold til evigheden, som Neptun afspejler som et symbol på det imaginære, mytiske og arketypiske.
* Sagt meget enkelt, hvordan lever vi dag til dag med viden om, at vi faktisk er evige sjæle, aldrig født, aldrig døende? Hvad er formålet med livet i en krop, der vil blive gammel, sandsynligvis opleve sygdom og dø? Hvad er formålet med livet i en verden, hvor det meste, vi forsøger at opnå for lykkens skyld, til sidst vil glide væk, og det meste af den smerte, vi forsøger at undgå, til en vis grad endelig er uundgåelig?
* Normalt går vi til ekstremer. Vi går til ekstremer, fordi situationen er ekstremt ubehagelig, og der er ingen vej uden om virkeligheden. Den første yderlighed er benægtelsens yderlighed. Når vi lever i fornægtelse af evigheden, så har vi en tendens til at identificere os mest intenst med vores øjeblik til øjeblik, dag for dag, glæde og smerte. Vi har ingen mulighed for at se vores daglige forhold i lyset af evigheden, fordi vi fornægter eller ignorerer den følte følelse af vores egen evige natur ved hjælp af vores daglige valg, og vores liv handler primært om præstationer, arbejde, fornøjelse og undgåelse af smerte. I denne ekstreme tilstand dukker Neptun-passager op på en meget forudsigelig måde. Neptun vil oversvømme omstændighederne i vores liv, sådan at vores forsvar eller barrierer for det evige overdøves eller skylles væk. Det evige strømmer igennem, når vores forsvar mod det ikke længere er muligt, fordi vores forsvarsstrukturer mod evigheden, mod forgængelighed, mod lidelse, smerte eller endda dyb lyksalighed, ikke vil være i stand til at modstå den strøm af livsbegivenheder, der vil strømme igennem . Bemærk f.eks. bølgen af enorme naturkatastrofer i løbet af den seneste måned. Disse er begivenheder, der bogstaveligt talt oversvømmer vores kollektive bevidsthed og minder os om tingenes større, indbyrdes forbundne natur. Disse store oversvømmelser og voldsomme rystelser afspejler det arketypiske rige og vores modvilje mod evigheden generelt.
* Når vi bliver overvældet af smerte, lidelse og forgængelighed, vender vi os til evigheden. I en eller anden form vender vi tilbage til det evige, når vi lider. Vi finder vores religion igen. Vi finder vores yoga. Både ordene religion og yoga er verber, som vi behandler som navneord. De betyder begge, at de går sammen igen eller går sammen. Når Neptun oversvømmer vores liv, husker vi evigheden, fordi vores forsvar mod den er overvældet, og når vi lever i den ekstreme benægtelse, i intet andet end jagten på materiel nydelse og undgåelse af materiel smerte, så gør Neptun endelig vores materielle fornøjelser. hul, tom og utilfredsstillende, berøver os vores illusioner, eller det gør endelig smertens virkelighed uundgåelig eller endda nødvendig, dyb, meningsfuld, ekstatisk og transcendent.
* Den anden neptunske yderlighed er at leve i fuldstændig og total fornægtelse af den materielle verden. Så forelskede er vi i evighedens spejlinger, som vi ser i den materielle verdens glitrende vand, at vi falder i et sygeligt åndeligt koma. Besat af vores egen åndelige natur bliver vores spiritualitet en venlig selvretfærdig beroligende middel, en bedøvet, salig fornægtelse af de mest grundlæggende og almindelige fysiske fakta. Vi er her. Vi er i live. Skæbnen venter os. I denne ekstreme tilstand af åndelig dissociation, tror vi, at fordi det materielle område er forgængeligt, tørt, kedeligt, hverdagsagtigt eller skuffende, fordi vores kroppe vil dø, fordi der er så meget egoisme, tror vi, at denne verden bør efterlades, og før end senere, med selvretfærdig raseri. "Brænd det ned!" råber vi. Og så bliver vi ideologer, hyklere, selvretfærdige Peter Pans, der lever i en materiel vildfarelse, vi aldrig, aldrig vil vende tilbage fra.
* Neptuns generelle effekt for den spirituelle materialist er at oversvømme deres liv med uundgåelige materielle konfrontationer, der føles blottet for nogen større betydning. Idealer afvikles, kropslig sygdom bliver uundgåelig, bundlinjer og fakta støder sammen som uforskammede kometer, og det åndelige liv mislykkes, hykleri tager os ud til kaffe, men vil ikke lade os drikke noget med koffein, og vi bliver bedt om at mærke vægten, for at faktisk bære byrden, at opleve lyksaligheden af brødet brudt fra hinanden. Vores villighed til at være her, som evige sjæle, er lært lige så meget, som den er valgt, fordi det viser sig, at det at være tjener er den eneste måde at modtage den evige bæger på.
* Overvej endelig den bizarre idé om, at Neptuns symbolik ikke rigtig er "den evige", så meget som den handler om evighedens "objekter". Neptun er som en transpersonlig måne i denne henseende. Neptun reflekterer evighedens lys i stor skala og får det til at fremstå for os som et håndgribeligt objekt, et sammenhængende symbol eller oplevelse, et legemliggjort væsen, vi kalder "kosmos", "fantasi" og "myte". Og alligevel er Neptuns fysiske krop ofte den sværeste at skelne mellem dens refleksioner. Neptun i sig selv er vred-lignende og kulsort bag glitringen af dens blå farvede glasbilleder.
* Det er ikke overraskende, at Neptun først blev opdaget i forbindelse med Saturn. Vi er evige væsener, der ikke kan forhaste evigheden. Vi er evige væsener, der ikke kan afsakralisere kroppen, selvom den ikke vil vare. Vi er evige væsener med desperat behov for guddommelighed. Vi er evige væsener, der så ofte er skræmte af vores egne billeder, så ofte fortabt i dem.
* Hvad er kærlighed så? Kærlighed er det eneste, der er større end Gud. Fordi det viser sig, at evigheden, den Gud, er styret af kærligheden til dens evige skabte genstande. Vi er de kærlige objekter af guddommelig hengivenhed….hver sidste ting. I vores endeløse objektiverede tilstande er det eneste, der betyder noget, at hver eneste handling bliver ordene om intimitet, om nærhed, om en kærlighedssang med opkald og svar. Vi behøver ikke at balancere at være åndelig med at være materielle, vi er ikke elever i uendelig regning... vi behøver kun at synge.
Bøn:Lær os at synge, så vi igen kan finde os selv som evighedens tjenere. Lær os at synge, så vi kan blive genstand for kærlighed, der kommer ind i din levende berøring.