I aften vil Månen forbinde sig med Solen i allersidste grad og sidste minut af vandmandens sidste grad, og så vil begge planeter bevæge sig sammen til Fiskenes tegn. Et meget magisk nymåneøjeblik at overveje for dagens horoskop.
Hver ti grader af stjernetegn, 36 i alt, har et unikt "ansigt". Traditionelt blev de første ti grader, eller det første "ansigt", af Fiskene styret af Saturn. Saturns sted for "glæde" var også traditionelt placeret i det 12. hus (huset "styret" af Fiskene). Ofte vil du høre astrologer sige, at Saturn har et særligt forhold til det 12. hus eller til Fiskene, fordi Saturn nyder ting som fængsler og asyler og isolation og lidelse osv., men med lidt mere omhyggelig refleksion og lidt mindre "balefulness" kan vi se, at der sker meget mere med denne betegnelse.
I aftes i en af mine timer diskuterede vi Saturn/Neptun-forbindelsen ved at se på flere linjer fra et Mary Oliver-digt, som min kone for nylig delte i en nyhedsbrev fra vores yogastudie. I sit digt "Bone" skriver Oliver:"Ved siden af mig åbnede og lukkede det grå hav sig og lukkede sine bølgedøre,/ udfoldede sig igen og igen/ dets tidsnøjende brøl;/ jeg kiggede, men jeg kunne ikke se noget/ gennem dets mørkestrikkede genskin;/ dog ved vi ikke alle, det gyldne sand/ er der i bunden,/ selvom vores øjne aldrig har set det,/ og vores hænder aldrig kan fange det/for at vi ikke ville sigte det ned /i brøker, og fakta/sikkerheder/og hvad sjælen er, også/jeg tror, at jeg aldrig helt vil vide det.”
Digterens øje er meget som Saturn/Neptun-firkanten, der intensiveres i himmel lige nu, og meget som det første Saturnine-ansigt af Fiskene, som vores nymåne inkarnerer denne aften. Digteren ser formerne (Saturn) af det evige (Neptun). Digteren kender (Saturn) det ukendte (Neptun). Selvom sjælens særlige karakter, dens form og form, er blændet af tilstedeværelsen af evigheden, som Oliver siger, "er det gyldne sand der i bunden."
Som Saturn er en planet af negation og grænser, af ordene "ikke dette, ikke det", bliver det ofte bebrejdet som et væsen en begrænser frem for at få anerkendelse som en hjælpsom definerer eller formgiver. Således er Saturn intetsteds mere nødvendig, mere ironisk indlejret, end i de første grader af Fiskene...som det gyldne sandgulv, vi ikke kan se under det store hav, har evigheden mange ansigter. Det formløse præsenterer sig for os i enkeltheder:solopgangen og de ensomme vinde, de små flammer opbevaret i hemmelige ovne, digtets sølvsmedede ord og hunden, der sover i solskinsplet. Saturn fungerer som et usynligt medium for ekstasen og mysteriet i kosmos, "i sin helhed" (Neptun).
Ordet "hele" betyder "ubrudt" eller "i takt." Og dog, igen, kræver denne ubrudthed det afbrudte. Det er vigtigt at understrege dette igen, fordi det er så let at sætte form og ansigt i den "lavere tjeneste" af den "højere evige." Det er en flerårig vildblomstfristelse at idolisere Neptun og skabe en kult af sentimentalitet omkring det formløse eller fantasifuldes forrang eller "førstehed". Saturn kan således subtilt dominere Neptun i deres uundgåelige far/søn-dynamik. Jo mere specifikke, jo mere faste, jo mere polariserede vi bliver om, "hvad der går ud over modsætningerne" eller "hvad der går ud over formen" eller "hvad der overskrider grænser", jo mere saturnisk bliver vores Neptun. Tilsvarende i vores liv, når vi bliver alt for identificeret med ord som "fantasi" eller "ånd" eller "gud" eller "skønhed" eller "kærlighed", forkalkes ordene, og Neptun bliver underordnet Saturns skyggefulde indsnævringer og kontrolregimer.
Hver dag i sin karriere stod Mary Oliver op med solen, det 12. hus-tidspunkt på dagen, og hun ville finde de særlige navne, der blev givet til de formløse. Først her, nu der, noget hun har beskrevet som "hengiven opmærksomhed". Ordet "opmærksomhed" betyder faktisk "at vente på" eller "at strække sig mod." Oliver var en Jomfru med Sol/Venus og Neptun tredobbelt forenet i Jomfruen, men også overfor Saturn i Fiskene. Olivers håndværk kunne beskrives som en omhyggelig, jordisk forvalter af det formløse og dets rækkevidde, et billede af Saturn, der tager sin glæde ved at vente på og blive ventet på, den evige. Som herskeren af "guldalderen" (der igen påkalder sig Olivers gyldne sand under havet), siger Saturns form, der giver relationer, dens ordning og afgrænsning, "alle ting på deres rigtige sted." Evighedens hellighed. Som Oliver på samme måde skrev i sit berømte digt, "Vildgæs", "byder verden sig selv til din fantasi,/kalder til dig som vilde gæs, barsk og spændende/igen og igen annoncerer din plads/i familien af ting."
Ved at tage os af det formløse befinder vi os med andre ord ikke blot "i sentimental tjeneste" for det transcendentes forrang, men snarere opdager vi en subtil gensidighed, den form og karakteristiske sjælfuldhed, vi er givet af det, der passer os, når vi forbliver opmærksomme. Her er igen det første og paradoksalt nok saturniske ansigt af Fiskene; ansigtet på aftenens nymåne.
Så alt dette er fantastisk, men praktisk talt, kære gud!, hvad betyder det for mig?!
Her er en få forslag eller applikationer til vores nymåne i aften:
* Hvor er der noget, der overvælder dig lige nu? Hvor føler du dig fuldstændig overvældet af en følelse eller nærvær eller emne eller noget, der bare ikke vil flytte sig? I stedet for at blive frustreret over det, kan du passe på det? Begynd at se dens form og størrelse. Begynde at se det som en ting i sig selv, snarere end en følelse eller et problem eller noget, der kun handler om dig selv? Nogle gange ved at lade en overvældning blive til en separat form, kan vi begynde at engagere den i en poetisk dialog, se hvad den vil, se om der er en gud i problemet, og endda begynde at se dens skønhed..hvad byder dette problem på mig?
* Hvor bliver du bedt om at give mere af dig selv i hengivenhed? Hvilket område af dit liv kræver mere omsorg og opmærksomhed? Anvender du din bedste energi, de friskeste dele af dig selv på de stykker af evigheden, der rækker mod dig, som længes efter dig lige nu? Hvorfor holder vi os fra noget, der længes efter os? At vente på det, der venter på os ... dette bringer en uddybning af vores sjæl.
* Hvor ser vi den groteske form af noget, vi har givet for meget
af vores opmærksomhed på? Hvis det, der passer på os, er det, vi ser på, er vi så klar til at se monsteret i spejlet? Er det virkelig et monster? Vil vi blive ved med at være opmærksomme på denne form, der former os?
* I hvilket område af vores liv bliver noget helt nyt født? Hvilke alt for stive ideer eller strukturer har vi på plads, der forhindrer os i at give form eller form til dette nye liv? Hvad er vi mest bange for, der holder vores opmærksomhed distraheret? Vi er nødt til at kigge grundigt...fordi ofte nok skjuler vores frygt sig i høje ideer om sandhed og kærlighed og skønhed og prioriteter og moral... magtord frem for levende ord.
Sikke en smuk nymåne, vi har til ser frem til denne aften. Må vi alle nyde dens skønhed!
Bøn:Hjælp mig med at vente på det, der venter på mig...
Billede udlånt af elizgarcia, hos creative commons billedlicens